onsdag den 15. juli 2009

Dag 2: Rødvig - Kalvehave


Selma og Jeg er nu kommet ombord og vi er efter en hyggelig morgenmad med Marco og Mia, sejlet ud af Rødvig Havn. På vej ud af havnen sidder Selma sikkert i Madses nyopfundne "barne-sikkerhed-stol" og kan fra sin plads følge med i hvad resten af besætningen laver i cockpittet.

Vi har lidt svingende vind, men kommer nærmere Bøgestrømmen, i vores færd videre syd på. Vores yngste letmatros er træt efter at være stået op kl. 6 i morges - og det er hendes mor også - så sammen kravler vi ud i forkøjen for at få en lur. Mens styrer Mads båden sikkert gennem diverse bøjer og modgående trafik. Ved hjælp af hans, ligeledes selvopfundne, selvstyrer der består af et langt elastik-reb bundet om ror-pinden, kan han både trimme sejl og lave vendinger så det ser ud som om han har et helt kapsejladshold ombord.

Efter ca. en halv dags sejlads, i skønt vejr, når vi Kalvehave. Vi finder en plads til båden, og med Selma spændt skrigende fast i den dertil indrettede stol, får vi elegant båden i bås. Tror jeg - hvad jeg ikke ser bag min ryg er, at Mads er ved at falde i havnen da han skal ligge den ene bagfortøjring om pælen - jeg er kun optaget af stævnen og min egen indsats!

Jørgen, Susanne og Frida kommer kort efter til havnen og vi bruger resten af eftermiddagen på at spise is i cockpittet og lege på den lokale havne-legeplads.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar