tirsdag den 21. juli 2009

Dag 9: Vejrø - Onsevig



Det var svært at vriste os fri fra Vejrø, den er godt nok blevet skøn og kunne godt gå hen og blive en af vores favoritter. For i tillæg til al den nye luksus er øen stadig i besiddelse af super lækre badestrande med klart vand over kridhvid sandbund så langt øjet rækker. Derfor valgte vi at starte dagen i vores eget stille og rolige - sidst ud af havnen tempo. Frida fik leget mere med sin nye veninde og vi fik også besøgt stranden - og handlet lidt mere ind!

Da vi skulle videre lagde Mads en plan om at gå ud af havnen for sejl - på den totalt tjekkede måde. Så jeg fik nogle ordrer - som jeg håbede jeg havde forstået rigtigt og så lavede vi ellers havnecirkus... Blæsten var lidt kraftigere end vi lige havde forventet og det betød at vores båd meget elegant gled rundt og lagde sig på tværs mellem pælene. Det betød nye ordrer til mig og det lod til jeg have forstået, for efter lidt baksen omkring kom vi fri fra pælene og fik sat storsejlet - og så så det tjekket ud da vi gled lydløst ud af havnen.

Vinden havde besluttet sig for ikke at være vores ven idag - den blæste stik imod os og det betød at vores 12 sømil lange rute blev forvandlet til 20 sømils zigzaggen vestpå. Omkring kl. 18 nåede vi Onsevig - en lille snusket, forladt, faldefærdig havn med en meget ubemandet pølsebod.

Heldigvis skal vi videre i morgen og rammer Enehøje, en lille ø i Nakskov fjord, hvor vi skal besøge vores veninde Marianne, hendes mand og deres to drenge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar