torsdag den 16. juli 2009

Dag 4: Gåbense - Femø

Efter en lidt urolig nat, hvor jeg endte med at ligge på tværs i enden af forkøjen for at undgå hele tiden at skulle rejse mig når der skulle gives sut, holdes i hånd osv., fik jeg lov til at sove lidt længere! Så Mads sørgede for at starte dagen med at fodre pigerne af med havregrød.

Omkring kl. 11 satte vi kursen væk fra Gåbense Havn mod Femø. Vi har før sejlet i Smålandsfarvandet men har aldrig besøgt Femø, da der altid har været jazz-festival og mange øldrikkende, midaldrende mennesker i den tid vi har været forbi. Derfor har vi altid lagt kursen i en stor bue uden om øen - men i år var vi heldige - ingen jazz-festival endnu!

Vinden viste sig fra sin mere blæsende side idag og vi endte med at sejle alle agtenud for rebet storsejl og vores fok. Vinden havde dog også haft tid til at opbygge en del store bølger så begge piger ville helst være under dæk. Det betød dog også at jeg måtte befinde mig mest der...
Det kan godt være noget af en udfordring at være under dæk i en båd der danser og hopper over bølgerne mens vinden også får den til at krænge godt. Men heldigvis faldt Selma i søvn og Frida fik jeg lokket med op i den friske luft. Her trak vi begge vejret dybt og fokuserede på horisonten for at få bugt med søsygen.

Det uundgåelige måtte jo ske, og mens båden stadig strøg gennem vandet og til Madses store fryd sejlede den ene båd agterud efter den anden, vågnede Selma igen fra sin korte og måske lidt tummelumske lur. Jeg måtte igen bevæge mig under dæk for at underholde vores afkom. Da jeg var lige ved at gå til af søsyge igen tvang jeg Selma i redningsvesten, og sammen med Frida gik vi igen op til Mads i cockpittet. Her var jeg igen ved at få kontrol over søsygen, da en stor bølge skyllede ind over båden. Selma tog 2/3 af bølgen og resten fordelte sig over Mads, Frida og jeg, så nu sad jeg med en drivvåd, overrasket og rystende Selma på skødet.

For 3. gang måtte vi altså under dæk og hurtigt fik jeg Selma i noget tørt tøj. Vi lagde os denne gang på dørken og det skulle vi vidst have gjort fra starten, for det var ikke nær så kvalmende at ligge her. Heldigvis faldt Selma - nu tør og varm - i søvn igen, liggende på maven af mig og der lå hun trygt og godt i tørvejr indtil jeg skulle op og hjælpe med at få sejlene ned inden indsejlingen til Femø Havn.

Bølgerne var blevet meget mindre efter vi var kommet ind i læ fra de andre øer, så indsejlingen var meget rolig og kontrolleret og vi fandt en fin plads i den lille havn.

Dagen er gået med at bade fra den lokale strand, grille burgere og tage et stort familie-bad i det dertil indrettede ekstra store baderum! Hvad vores plan er i morgen er endnu ikke afgjort i skrivende stund...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar