På Fejø løb vi som det første, efter båden var fortøjret, op til den lille "Caférant Clara Frijs" og bestilte bord til aftensmaden. De to andre år, 2004 og 2006, vi har været på disse kanter og i Dybvig havn på Fejø, har vi været trofaste gæster på restauranten. De laver fantastisk mad med så mange lokale ingredienser som muligt.
Nu hvor vi havde boet i den tillukkede båd i et døgns tid trængte vi til at komme ud, så iført regntøj og røjsere, gik vi alle op til den lokale købmand. Undervejs stoppede vi op ved den gamle mølle, der nu er ved at blive renoveret og fungerer som turistinformation, og provianterede lokale marmelader, honning og ikke mindst masser af Fejøsk æblejuice.
Inden besøget på restauranten skiftede vi alle tøj, og så helt hæderlige ud igen. Frida fortalte glad vores naboer i havnen: "Vi kan jo ikke gå på restaurant som vi så ud før!" Besøget hos Clara Frijs levede bestemt op til vores hukommelse - vi fik super lækker mad, lækker vin og begge piger spiste med stor appetit både sprængt oksebryst med pebberrodssovs, kartofler og gulerødder - der må vi til noget oftere... Da aftenen var ved at være slut og vi skulle til at betale bestilte vi lige bord til næste morgens brunch - det gælder om at få det hele med, for det er sidste sæson restauranten har åbent!
Mætte og glade gik vi alle omkuld i soveposerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar